Børn udvikler ikke nødvendigvis større forståelse af sig selv, fordi vi taler mere med dem. For nogle børn går vejen til kontakt gennem oplevelsen – gennem leg, bevægelse, rytme, sanser, natur og det, der opstår mellem barnet og den voksne.
Områderne er ikke faste trin, men bevægelser vi kan gå ind og ud af – med kontakt og regulering som fundament.
Den faglige tilgang i beMaerk Børn
Leg er en vej ind.
For børn er leg ikke en pause fra arbejdet. Legen er en af de vigtigste veje ind i kontakt.
Gennem leg, bevægelse, rytme, synkronisering og fælles aktiviteter kan barnet få erfaringer med kontakt og regulering, uden først at skulle forklare sig selv. Det giver mulighed for at møde barnet dér, hvor det udviklingsmæssigt befinder sig, frem for dér, hvor vi som voksne måske ønsker, at det skal kunne være.
Jeg arbejder derfor ikke ud fra en fast manual eller en bestemt rækkefølge af øvelser. Aktiviteten vælges og justeres efter barnet og det, der viser sig i kontakten.
Nogle gange er det vigtigste, at vi løber, bygger, klatrer, spiller, finder noget i skoven eller skaber en rytme sammen. Andre gange opstår der midt i legen et lille øjeblik, hvor barnets opmærksomhed kan vendes nænsomt mod det, der sker i kroppen.
“Prøv lige at mærke dine ben efter alt det løberi.”
Ikke som en kropsscanning eller en analyse. Bare som et lille beMaerk-øjeblik.
Fra sansning til bevidsthed
Meget af det, et barn reagerer på, er allerede til stede i kroppen, før barnet kan forstå eller sætte ord på det.
Derfor arbejder jeg med gradvist at styrke barnets opmærksomhed på egne kropslige signaler. Det kan være spænding og afslapning, uro og ro, varme, kulde, tyngde, energi, puls, åndedræt eller fornemmelsen af at ville bevæge sig væk eller tættere på.
Målet er ikke, at barnet skal blive dygtigt til at analysere sin krop. Målet er, at det, som tidligere primært blev levet ud gennem kroppen og handlingen, lidt efter lidt også kan bemærkes.
Det kan begynde meget enkelt:
“Hov, der skete noget i min mave.”
“Mine hænder blev helt spændte.”
“Jeg fik lyst til at gå væk.”
Når barnet får flere erfaringer med at opdage egne tilstande, kan der gradvist skabes en bro mellem sansning, følelse, handling og forståelse.
Når det mærkede får udtryk
Næste bevægelse handler ikke nødvendigvis om at finde de rigtige ord.
Det, barnet mærker, kan få udtryk gennem leg, bevægelse, tegning, helkropstegninger, kreative projekter, symboler, fortællinger, naturmaterialer eller andre former, der giver mening for det enkelte barn.
Senere kan ord komme til.
“Hvor kan du egentlig mærke, at du blev vred?”
eller:
“Hvis den fornemmelse kunne vise os noget, hvad tror du så, den ville?”
På den måde bliver følelsesmæssig bevidsthed ikke noget, vi alene taler barnet frem til. Den udvikles med udgangspunkt i barnets egne oplevelser.
Barnet skal ikke have vokseninformation, det ikke kan bære. Men det skal så vidt muligt heller ikke stå alene med noget, det allerede kan mærke.
Sproget kan her blive en hjælp til at skabe mening i det sansede – ord for noget, som allerede er erfaret.
Relationen regulerer.
Barnet udvikler ikke denne bevidsthed alene.
Den voksnes ansigt, stemme, tempo, rytme, bevægelse og måde at være i kontakten på bliver en del af reguleringen.
Jeg arbejder derfor bevidst med samspil, rytme, synkronisering og markeret spejling. Når et barn eksempelvis bliver lettere ængsteligt, vredt eller overvældet, handler det ikke om at kopiere følelsen eller fjerne den.
Barnets tilstand mødes og anerkendes, samtidig med at den voksne kan give følelsen tilbage i en mere reguleret og håndterbar form.
Barnet kan dermed få erfaringen:
“Det, der sker i mig, kan være her sammen med et andet menneske.”
Over tid kan sådanne erfaringer være med til at styrke barnets mulighed for selv at genkende og regulere egne tilstande.
Det hænger også sammen med selve navnet beMaerk.
Barnet skal ikke kun lære at mærke sig selv. Det har også brug for at blive bemærket.
Betydningsfulde voksne omkring barnet kan derfor være en vigtig del af indsatsen. Når voksne bliver bedre til at bemærke barnets signaler og møde dem på en måde, barnet kan være i, øges muligheden for, at barnet oplever sig set, forstået og anerkendt.
Naturen som medspiller
Naturen er ikke blot en kulisse for samtalen.
Den giver mulighed for bevægelse, sansning, regulering, nysgerrighed og skift mellem aktivitet og ro. Samtidig opstår der naturligt noget fælles at rette opmærksomheden imod, hvilket for nogle børn gør kontakten mindre krævende end et traditionelt samtalerum.
Vi kan bevæge os mellem at løbe og sidde stille, mellem at udforske og mærke efter, mellem kontakt og små pauser.
Naturen giver også adgang til billeder og metaforer, som barnet ikke behøver forklare intellektuelt. Vind, træer, ild, vand, spor, stier, skyer og årstidernes forandringer kan blive konkrete erfaringer og billeder på noget, barnet selv oplever.
På den måde kan naturen både være et sted for regulering og et rum, hvor barnets indre oplevelser kan få form.
Kropsligt arbejde
Når det giver mening for barnet og indsatsen, kan det kropslige arbejde også foregå mere direkte.
Her kan jeg inddrage min kropsterapeutiske faglighed og arbejde med blandt andet bevægelse, spænding og afspænding, åndedræt, kropslig opmærksomhed og andre nænsomme kropslige interventioner.
Det er ikke massage og heller ikke et mål i sig selv at fremkalde bestemte følelsesmæssige reaktioner.
Det afgørende er fortsat barnets kontakt, grænser og mulighed for at være med i det, der sker.
Redskaber barnet kan tage med sig
Noget af arbejdet kan omsættes til konkrete og individuelt tilpassede redskaber, som barnet kan bruge uden for vores møder.
Det kan eksempelvis være tapping, grounding, åndedrætsøvelser eller korte lydlige, visuelle og digitale forløb.
Jeg ønsker ikke, at barnet blot får udleveret endnu en standardøvelse.
De digitale redskaber kan skræddersys med billeder, sprog, metaforer og øvelser, barnet allerede kender fra vores fælles arbejde. På den måde kan noget, der først er erfaret sammen, senere blive tilgængeligt hjemme eller i andre situationer, hvor barnet har brug for det.
Fra oplevelse til faglig forståelse
At arbejdet er legende og oplevelsesbaseret betyder ikke, at det er tilfældigt.
Observationer fra kontakten med barnet indgår i en løbende faglig vurdering. Her kan jeg blandt andet anvende Neuroaffektiv Analyse (NAA) til at udvikle arbejdshypoteser om barnets ressourcer, udfordringer og nærmeste udviklingsmuligheder.
Det betyder, at jeg både kan være til stede i den konkrete aktivitet med barnet og efterfølgende undersøge fagligt:
Hvad hjælper barnet ind i kontakt? Hvornår øges eller falder arousal? Hvordan anvender barnet sine ydre og indre sanser? Hvad sker der i synkronisering og samspil? Og under hvilke betingelser bliver større tryghed, fleksibilitet og udvikling mulig?
Arbejdshypoteserne er ikke faste beskrivelser af barnet. De skal kunne ændres, når barnet viser os noget nyt.
På den måde bliver analysen et redskab til at kvalificere den næste intervention – ikke til at placere barnet i en bestemt kategori.
Det skal kunne leve videre
Et godt forløb skal ikke kun kunne mærkes, mens barnet er sammen med mig.
Viden fra forløbet kan, når det er relevant, omsættes til konkrete perspektiver og handlemuligheder for forældre, skole og andre betydningsfulde voksne omkring barnet.
Det kan eksempelvis handle om at opdage barnets signaler tidligere, forstå hvad der ligger bag en bestemt reaktion, justere krav eller støtte barnet i at anvende de erfaringer og redskaber, vi har arbejdet med.
Dermed kan de voksne omkring barnet også begynde at bemærke noget, som tidligere måske primært blev forstået som adfærd.
Målet er gradvist, at barnet får flere muligheder for at mærke sig selv, udtrykke behov, søge støtte, sætte grænser, forstå noget af det, der sker i mødet med andre, og vælge mellem flere måder at handle på.
Det har betydning langt ud over det enkelte forløb.
Det handler i sidste ende også om barnets muligheder for at deltage i fællesskaber – i familien, skolen, venskaber og fritids- og foreningsliv og senere i ungdoms-, uddannelses- og arbejdsliv.