Relationen er et sted at bygge videre fra.
En støtte- og kontaktpersonsindsats begynder med relationen. Før den unge kan tage imod støtte, udforske nye muligheder eller bevæge sig ind i nye sammenhænge, skal der ofte først opstå en oplevelse af, at kontakten giver mening.
Det kan tage tid.
Derfor mødes den unge med respekt for eget tempo, egne grænser og den måde, kontakten er mulig på. For nogle begynder relationen gennem samtale. For andre opstår den lettere, når vi går en tur, laver mad over bål, arbejder med hænderne, dyrker en interesse eller er sammen om noget helt tredje.
Kontakt skal kunne mærkes.
Det betyder også, at relationen ikke alene handler om at være sammen. Den skal med tiden kunne blive et sted, hvorfra den unge får mod og mulighed for at tage flere skridt i sit eget liv.
Hverdagen er arbejdsrummet.
Støtten tager afsæt i det liv, den unge faktisk lever.
Det kan være udfordringer omkring skole eller uddannelse, døgnrytme, aftaler, fritid, familie, venskaber, økonomi, transport, praktiske gøremål eller det at komme ud ad døren og indgå i sammenhænge med andre.
Nogle gange er der brug for samtale og overblik. Andre gange giver det mere mening at gøre noget konkret sammen.
Det giver mulighed for ikke kun at tale om en udfordring, men også at være sammen med den unge, når noget skal prøves af i virkeligheden.
Støtten kan derfor bevæge sig mellem det praktiske, relationelle og udviklingsorienterede afhængigt af den unges aktuelle behov og de mål, der er sat for indsatsen.
Et fælles tredje.
Det kan være krævende at skabe kontakt, hvis kontakten hele tiden er selve aktiviteten.
Derfor bruger jeg gerne et fælles tredje – noget vi kan rette opmærksomheden mod og være sammen om.
Det kan tage afsæt i den unges egne interesser eller i aktiviteter, der vækker nysgerrighed og giver mulighed for nye erfaringer.
Når vi laver noget sammen, kan samtaler opstå mere naturligt. Stilhed behøver ikke udfyldes, og den unge kan få mulighed for at være i relationen uden hele tiden at opleve sig som genstand for voksnes opmærksomhed.
Interesser er samtidig ikke kun en vej til kontakt. De kan rumme ressourcer, identitet, mestring og i nogle tilfælde blive en vej videre til andre aktiviteter og fællesskaber.
Naturen som ramme for kontakt og aktivitet.
Naturen har en naturlig plads i mit støtte- og kontaktpersonsarbejde.
En gåtur, et bål, fysisk aktivitet eller en konkret opgave i naturen kan skabe en anden form for samvær end mødet omkring et bord. Man kan gå ved siden af hinanden frem for at sidde over for hinanden, og der er plads til både samtale, aktivitet og stilhed.
Naturen giver samtidig mulighed for bevægelse, oplevelser, nysgerrighed og pauser fra nogle af de krav og indtryk, der kan præge den unges hverdag.
Her er naturen ikke en behandlingsmetode, men en aktiv ramme for relationen og det, vi gør sammen.
For nogle unge kan erfaringer herfra også åbne en vej videre. En interesse for friluftsliv, fiskeri, madlavning, motion, håndværk eller andre aktiviteter kan udvikle sig til noget, den unge selv ønsker at opsøge uden for vores relation.
Fra at gøre sammen til at kunne selv.
I begyndelsen kan der være ting, den unge kun kan overskue, når vi gør dem sammen.
Det kan være at møde op et nyt sted, tage kontakt til en forening, undersøge en uddannelse, få struktur på en opgave, tage offentlig transport eller gennemføre noget, der tidligere er blevet undgået.
Her kan jeg i en periode gå ved siden af.
Men målet er ikke, at jeg fortsat skal være nødvendig for, at den unge kan gøre det.
Støtten kan derfor gradvist ændre karakter:
Først gør vi det sammen.
Så prøver den unge mere selv med støtte i nærheden.
Og efterhånden kan noget måske gøres uden mig.
Det handler ikke om at trække støtten væk hurtigst muligt, men om løbende at være opmærksom på, hvornår den unge er klar til lidt mere selv.
Handlemod frem for præstation.
Udvikling viser sig ikke altid i store forandringer.
For én ung kan et vigtigt skridt være at møde op til en aktivitet. For en anden at sende en besked selv, sige sin mening, tage bussen, holde en aftale, sige nej eller prøve igen efter noget, der ikke lykkedes.
Derfor er jeg optaget af de små erfaringer, hvor den unge opdager:
“Det her kunne jeg faktisk godt.”
Når sådanne erfaringer får lov til at samle sig, kan den unges repertoire af handlemuligheder gradvist blive større.
Målet er ikke, at den unge skal passe ind i en bestemt forestilling om, hvordan man bør fungere. Målet er at støtte den unge i at få flere muligheder for selv at påvirke sit liv.
Broer til andre mennesker og fællesskaber.
En god relation mellem den unge og kontaktpersonen kan være betydningsfuld, men den skal ikke blive en ø.
Derfor er der også blik for den unges relationer og muligheder uden for indsatsen.
Det kan handle om familie og netværk, skole eller uddannelse, fritidsinteresser, foreningsliv, praktik, arbejde eller andre steder, hvor den unge kan opleve tilhørsforhold og betydning.
Når det giver mening, kan jeg være med til at skabe den første forbindelse, følges med den unge ind i noget nyt eller hjælpe med at gøre et nyt fællesskab mere overskueligt.
Målet er gradvist, at flere forbindelser kan eksistere uafhængigt af relationen til mig.
Samarbejde omkring den unge.
Støtte- og kontaktpersonsarbejdet foregår ikke isoleret fra resten af den unges liv.
Når det er relevant for opgaven, samarbejdes der med forældre, rådgiver, skole, uddannelse og andre betydningsfulde personer omkring den unge.
Her er det vigtigt både at bevare retningen i den aftalte indsats og at give plads til den unges eget perspektiv.
Det, der bliver synligt i hverdagen, kan bruges til løbende at justere støtten og gøre mål mere konkrete og meningsfulde.
Fokus er på relationel og socialpædagogisk støtte i den unges konkrete hverdagsliv.
Målet er et liv, der bliver større end indsatsen.
I sidste ende er målet ikke en ung, der bliver god til at have en kontaktperson.
Målet er, at den unge gradvist får flere erfaringer, relationer og handlemuligheder, som kan eksistere uden kontaktpersonen.
At kunne tage initiativ. Søge hjælp. Sætte en grænse. Holde fast i en interesse. Møde op. Prøve igen. Indgå i en relation. Finde et fællesskab. Eller tage et skridt, der tidligere virkede for stort.
Relationen kan være begyndelsen – men den unges eget liv er retningen.