Den faglige tilgang i beMaerk Unge.
Når ordene ikke er nok.
Unge kan ofte fortælle langt mere om sig selv end børn. De kan beskrive tanker, relationer, konflikter og det, der er svært. Derfor kan samtalen naturligt fylde mere i et forløb.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at den unge kan mærke eller forstå alt det, der ligger bag ordene.
Man kan godt vide, at man bliver presset i skolen, trækker sig fra andre eller har svært ved at sige fra – uden helt at opdage, hvad der sker i én selv, når det sker.
Derfor behøver arbejdet ikke blive ved samtalen.
Vi kan gå en tur, bevæge os, være i naturen, arbejde kreativt eller rette opmærksomheden mod kroppen. Nogle gange bliver det lettere at opdage noget, når man ikke sidder over for hinanden og forsøger at finde det rigtige svar.
Samtalen og kroppen bliver dermed ikke to forskellige tilgange. De kan hjælpe os med at undersøge det samme fra forskellige steder.
Fra det mærkede til større selvforståelse
Kroppen reagerer ofte, før vi når at tænke over det.
Hjertet slår hurtigere. Maven spænder. Blikket søger væk. Kroppen bliver urolig, tung eller anspændt. Man får lyst til at forsvinde, tilpasse sig, tage kontrol, gå til modangreb eller lukke ned.
I beMaerk kan vi være nysgerrige på disse signaler.
Ikke for at analysere enhver kropslig fornemmelse, men for gradvist at opdage sammenhænge:
Hvad mærker jeg?
Hvad føler jeg?
Hvad tænker jeg?
Hvad får jeg lyst til at gøre?
Og hvad sker der mellem mig og andre?
Når den unge begynder at genkende sådanne sammenhænge, kan noget, der tidligere bare skete, blive noget, den unge kan forholde sig til.
Det kan åbne for større selvforståelse – og efterhånden også flere muligheder for at vælge, hvordan man vil handle.
Relationen som et sted at undersøge.
Noget af det, der er svært uden for vores møder, kan også vise sig i relationen mellem os.
Måske bliver det vigtigt at gøre tingene rigtigt. Måske bliver den unge meget opmærksom på, hvad jeg tænker. Måske bliver det svært at sige nej, være uenig, tage imod hjælp eller vise usikkerhed. Eller måske opstår der hurtigt behov for afstand.
Det behøver ikke straks forklares.
Først og fremmest skal der være en relation, hvor den unge kan opleve, at forskellige tilstande kan være til stede uden at kontakten forsvinder.
Når det giver mening, kan vi sammen begynde at bemærke, hvad der sker.
På den måde kan relationen blive et trygt sted at undersøge egne reaktioner og gradvist få nye erfaringer med kontakt, grænser, nærhed, afstand og det at være sig selv sammen med et andet menneske.
Kroppen som en del af arbejdet.
For nogle unge giver det mening at arbejde mere direkte med kroppen.
Det kan være gennem bevægelse, spænding og afspænding, åndedræt, tapping, grounding, kropslig opmærksomhed eller andre regulerende og kropsorienterede øvelser.
Når det er relevant, kan min kropsterapeutiske faglighed også inddrages mere direkte.
Udgangspunktet er ikke, at kroppen skal præstere noget bestemt eller fremkalde en bestemt følelsesmæssig reaktion.
Vi undersøger i stedet nænsomt det, der allerede er til stede, og bevæger os mellem det, der føles trygt og velkendt, og det, der måske er lidt vanskeligere at være med.
Den unge skal kunne mærke egne grænser og have reel indflydelse på arbejdet.
Naturen giver et andet rum.
Nogle samtaler bliver lettere, når vi går ved siden af hinanden.
Naturen giver mulighed for at bevæge sig, være stille, skifte tempo og rette opmærksomheden mod noget andet end sig selv. Det kan mindske oplevelsen af at skulle præstere i samtalen.
En gåtur kan derfor både rumme samtale og stilhed.
Andre gange bruger vi naturen mere aktivt gennem bevægelse, sansning, aktiviteter eller det, vi møder undervejs.
Naturen kan også give billeder til noget, der ellers er svært at forklare. En sti kan dele sig. Vejret kan skifte. Et træ kan bøje sig uden at knække. Et bål kan kræve både brændstof og luft.
Metaforen behøver ikke blive fortolket for den unge. Nogle gange er det nok, at den giver en oplevelse eller et billede, som den unge selv kan bruge.
Når det mærkede får form.
Det er ikke alt, der skal kunne forklares med ord.
Noget kan være lettere at vise gennem en tegning, et billede, en bevægelse, musik, en metafor, noget kreativt eller en konkret visualisering.
Her kan vi arbejde med at give det, den unge oplever, en form uden nødvendigvis at skulle definere det med det samme.
Senere kan vi måske sætte ord på.
På den måde bliver sproget ikke noget, vi lægger ned over den unges oplevelse. Ordene kan vokse frem omkring noget, der allerede er blevet mærket og genkendt.
Det er en vigtig del af beMaerk:
Det, der mærkes, behøver ikke straks forklares – men det kan gradvist blive muligt at bemærke, udtrykke og forstå.
Redskaber, der giver mening i den unges hverdag.
Et forløb skal også kunne række ud over vores møder.
Derfor kan vi sammen udvikle konkrete redskaber, som passer til den enkelte unge og de situationer, hvor der er brug for dem.
Det kan eksempelvis være tapping, åndedrætsøvelser, grounding, bevægelse eller korte lydlige, visuelle og digitale forløb.
Redskaberne vælges ikke som en standardpakke.
Hvis den unge eksempelvis har brug for støtte før skole, efter en konflikt, inden sengetid eller i situationer med højt pres, kan redskabet tilpasses netop dette.
Det gør det muligt at tage noget af det, vi har erfaret sammen, med ud i hverdagen.
Fra oplevelse til faglig forståelse.
Selvom forløbet tager udgangspunkt i den unges oplevelse og det, der opstår mellem os, ligger der også en faglig analyse bag indsatsen.
Observationer fra samtale, aktivitet, krop og relation kan indgå i løbende arbejdshypoteser.
Her kan jeg blandt andet anvende Neuroaffektiv Analyse (NAA) til at undersøge ressourcer, udfordringer og nærmeste udviklingsmuligheder.
Det kan eksempelvis være relevant at undersøge regulering, sansning, kontakt, synkronisering, følelsesmæssige reaktioner og den unges muligheder for refleksion og perspektivtagning.
Arbejdshypoteserne er netop hypoteser.
De skal kunne ændre sig, når den unge viser noget andet.
Analysen skal derfor ikke definere den unge, men hjælpe mig med at tilpasse indsatsen og vælge det næste meningsfulde skridt.
Den unge skal have indflydelse.
Jo ældre barnet bliver, desto vigtigere bliver det også, at indsatsen opleves som den unges eget forløb.
Den unge skal ikke blot være genstand for voksnes bekymring eller noget, andre ønsker forandret.
Der skal være plads til den unges eget perspektiv:
Hvad er vigtigt for mig?
Hvad vil jeg gerne have anderledes?
Hvad giver mening at arbejde med – og hvad gør ikke?
Det betyder ikke, at de voksne omkring den unge er uden betydning.
Forældre, skole, uddannelse, sagsbehandler eller andre betydningsfulde voksne kan være vigtige samarbejdspartnere. Men deres perspektiv skal så vidt muligt kunne eksistere sammen med den unges oplevelse og voksende selvstændighed.
Flere handlemuligheder i eget liv.
Målet er ikke at skabe en ung, der altid er rolig, kan forklare alle sine følelser eller reagerer på den måde, omgivelserne helst vil have.
Målet er at udvide den unges muligheder.
At kunne opdage:
“Der sker noget med mig lige nu.”
At begynde at forstå:
“Jeg kender den her reaktion.”
Og efterhånden kunne erfare:
“Jeg behøver ikke gøre det samme hver gang.”
Det kan være at kunne blive i en situation lidt længere. Gå væk tidligere. Sige nej. Bede om hjælp. Sætte en grænse. Fortælle noget, der er svært. Regulere sig selv. Søge kontakt. Eller opdage, at man faktisk har et valg.
Det er her, arbejdet rækker ud over selve forløbet.
Større bevidsthed om sig selv og flere handlemuligheder kan understøtte den unges mulighed for at indgå i venskaber, familie, skole og uddannelse, fritids- og foreningsliv og senere arbejdsliv – uden at deltagelse nødvendigvis betyder at skulle tilpasse sig på bekostning af sig selv.